To drenge der sad overfor mig i s-toget og så ud af vinduet på nogen der stirrede ned på sin smartphone: “Man skulle tro at vi udviklede os, men teknikken gør jo det modsatte; vi tænker jo ikke længere selv!”
Har de ret? Jeg overvejede at svare dem, at jeg syntes at de tildels havde ret. Teknik gør det nemmere at færdes i hverdagen uden at skulle tænke sig meget om. Teknik er i dag i høj grad udviklet til at fungere intuitivt (hvordan hjernen klarer “intuitive” opgaver er en fascinerende gåde). Når alt er intuitivt skal man ikke længere forstå teknik i så høj grad som tidligere. Man behøver ikke længere bruge lang tid på at finde ud af hvordan man skriver SMSer på sin nye telefon. Funktionerne ligger direkte på skærmen og gør præcis det man forventer. Men er det ensbetydende med at vi bliver dummere? Gør det at vi tænker mindre?
Ud over at jeg mener at det er blevet enormt meget lettere at spilde sin tid på alle de muligheder nye kommunikationsmidler (smartphone, tablets, webtjenester (ikke helt så ny)) tilgængeliggør, så uddanner folk sig i højere grad. Så man tænker vel ikke endda mere?
Jeg mener at drengene har ret i at vi tænker mindre når vi bruger teknik. Uden at kunne læne mig op ad studier, så tror jeg at hjernen slapper mere af når vi bruger intuitiv teknik og fortaber os i rutiner. Det kan være både godt og skidt. Jeg mener at det er godt, fordi det sparer ressourcer til tackling af andre problemstillinger. Men det er skidt hvis man bliver låst i rutinerne og forbliver i afslapningstilstanden, hvor man let kan kommunikere og foretage sig alt muligt sjovt, men al abstrakt tænkning er slået fra. Og denne opsplitning i folk der sparer deres ressourcer for at kunne beskæftige sig med mere avancerede problemer, frem for at skulle kæmpe med hvordan man lige får meddelt børnene at man ikke kan nå at spise aftensmad med dem, og på den anden side dem der gennem teknikken formår at lade deres hjerne køre i frigear det meste af dagen, og den største udfordring er hvordan man får mad og oplader sin eksterne hjerne, udgør en mulig ny klassedeling og dermed et konfliktpotentiale. Ud over at denne klassedeling i forvejen er betinget af social klassedeling, så kan det muligvis give en nyfordeling af chancerne i uddannelsessystemet. Mon det går fra at det er de ressourcesvage der pt. har det sværest i uddannelsessystemet til at det bliver børnene, der har en smartphone, der får det sværest? “Matematik? Der findes sikkert en app…”
En anden bivirkning af den intuitive teknik, som i lige dele er opdragelse og teknikkulturen, kunne være en nedsat tålmodighed og frustrationstolerance, både hos børn men også voksne. “Teknik skal bare fungere”. Det er især en oplevelse jeg har når jeg underviser børn på rulleskøjter. De kan godt lide at lege, have det sjovt på rulleskøjter. De kan også lide at kunne finde ud af en øvelse som jeg laver med dem. Men vejen derhen, hvor børnene i det mindste prøver, er ofte ledsaget af megen opmuntren af børnene. Det, at de i det mindste skal prøve kan være en sej kamp, hvor børnene konstant skal forsikres om at jeg er sikker på at de kan finde ud af det, selv om de ikke kunne klare øvelsen i første forsøg. For når en øvelse mislykkes første gang, ruller mange børn ud til siden og opgiver.
Er det teknikkens skyld? Er det forældrenes eller samfundets? Teknikkens og samfundets udvikling er knyttet tæt sammen. Jeg synes at det er helt utroligt i hvor høj grad vi indtil nu har været i stand til at automatisere vores hverdag ved hjælp af teknik. Men man skal være bevidst om, at det indebærer en risiko for at selvstændighed tænkning kan gå tabt. Det kan godt betale sig nogle gange at slukke for al teknik og lige kigge op, se på omverden og overveje om teknikken er en hjælp eller en belastning.
Comments are closed.